Mød hovedet bag #2
Hvad gør man, hvis man har tusindvis af gode idéer, men ikke aner, hvordan man skal få dem ud af kroppen, ned på papiret og frem i verden? Det tror jeg, der er mange, der ikke ved. Jeg går selv på et studie, hvor min hverdag og min hjerne fyldes med tunge teorier, der skal forstås, analyseres og sættes i relation til virkeligheden. Men jeg lærer ikke noget om, hvad jeg skal gøre af de idéer, der dagligt finder vej til min hjerne, og hvad man egentlig helt konkret gør, hvis man gerne vil være helt opfinder-agtig og finde på sin egen hjemmeside, fotoserie eller virksomhed. Derfor stiller jeg i denne føljeton af indlæg 10 spørgsmål til nogle kloge, seje og kreative hoveder, som jeg er inspireret af, fordi de har skabt deres eget!

Nu skal I møde ikke bare ét men to hoveder bag noget; nemlig Mette og Emma, som står bag deres eget nyopstartede firma Atelier Aarhus. De har lavet de fineste kalendere, som blev udsolgt på kort tid, og jeg har spurgt dem til, hvordan det har været at prøve kræfter med sit helt eget produkt og brand.


atelieraarhus3

Hvordan fik I idéen til at lave en kalender?
Det hele startede med, at jeg op til flere gange, så Emma printe tonsvis af hjemmelavede kalendersider ud, fordi hun ikke kunne finde lige præcis dén kalender, hun manglede. Jeg havde det på samme måde, men jeg var nok knap så desperat, så jeg var ikke kommet til at lave mine egne kalendersider (endnu). På mange måder trickede Emmas kalenderprint min indre æstetiker, når hun stod der og foldede sin egen fiktive kalender, som I jo nok kan regne ud ikke blev vildt flot af en masse løspapirer. Vi faldt i snak om hele kalenderidéen over en kop kaffe på Lynfabrikken sidste år, og da vi først havde sagt ’Nøj, dét er en god idé’, var der ikke langt fra tanke til handling for os begge. Cirka 15 minutter efter var vi i gang med at brainstorme på indhold og udseende.

Hvordan fandt I troen på, at I kunne skabe noget, som andre ville bruge og finde interessant? Det er klart, at man selvfølgelig kan lave en masse feltanalyser for at finde ud af, om ens idé er helt hen i vejret, men en stor del af det at skabe noget HELT nyt er også at stole på sin mavefornemmelse. Ét af de valg, vi er meget glade for, vi tog i sin tid, er, at vi har inddraget vores målgruppe i hele processen. Der har vi fået et godt skub på vejen, fordi mange er vores læsere på vores blogs også var en del af målgruppen. Mange engagerede sig virkelig i processen! Allerede efter første blogindlæg, hvor vi tog temperaturen på hele projektet virkede det til, at folk virkelig manglede vores kalender. Det gav naturligvis en masse tro på det! Og så er vi også ret gode til at ’booste’ hinandens gode idéer.

atelieraarhus1

Hvad har været vigtigst for jer; processen eller resultatet?
Det spørgsmål har vi virkelig tænkt meget over, nu hvor vi kan kigge lidt bagud og blive klogere på, hvor vi kan forbedre os. Der er ingen tvivl om, at vi begge to er meget resultatorienterede, og vi er af den overbevisning, at processen altid vil være forskellig, og det er resultatet, vi altid har i tankerne. Fordi det er jo kalenderen, slutresultatet, der skal købes af vores kunder og bringe os videre.

Har I trukket på erfaringer fra jeres studie, f.eks. i forbindelse med markedsføringen? Det har faktisk været timet så perfekt, at vores undervisningsforløb sidste semester passede præcis med, hvor vi var i processen i Atelier Aarhus. Da vi skulle produktudvikle, havde vi om produkt udvikling, da vi skulle lave regnskab, havde vi økonomi og så videre. Heldigt nok for os, må man sige!

Hvordan har det været at være to om at skabe noget sammen?
Det er virkelig svært at sætte ét ord på, hvordan det har været! Sparringen har nok været det mest værdiskabende. Det har været enormt rart at have nogle at sparre med, klare udfordringerne med og dele successen med. Vi har selvfølgelig også haft nogle gnidninger, hvilket nok er svært at undgå, og vi har lært at være bedre til at tage uenighederne, inden de tager for meget energi. Det er virkelig et råd, vi gerne vil give videre! Men intet af det ville hverken Emma eller jeg undvære, og i løbet af det sidste halve år er vi blevet et meget stærkere team, end da vi startede! Vi bidrager med to forskellige vinkler på hele virksomhedsprojektet, og vi kan stadig lære en hel masse af hinanden.

atelieraarhus
Hvordan føltes det at stifte sin egen virksomhed?
Det føltes helt skørt! Den dag, stiftelsen gik igennem, var det sådan ægte VIRKELIGHED. Vi var begge en smule skræmte over det, men samtidig vildt spændte! Og på den anden side så kan alle jo oprette en virksomhed, så vi vidste også, at det først var derefter Atelier Aarhus sådan rigtigt skulle stå sin prøve!

Hvad har været det mest lærerige ved projektet?
Åh, der er virkelig mange ting! At man bliver nødt til at tage én ting ad gangen og bryde et projekt ned i dele. Vi har lavet små milepæle hele tiden, for at stimulere vores indre resultatjæger, og slutresultatet er nemmere at overskue på den måde! Vi har også oplevet på egen krop, hvor meget det giver at inddrage sin målgruppe i processen, og hvor meget feedback er værd.

Hvad er det bedste ved at være selvstændig?
Det er, at man kan skabe sit eget, og at man kan være sin egen chef. Det nyder vi begge! Vi glæder os virkelig til, at vi også kan nyde at administrere vores egne arbejdstider, når vi er færdige med at gå i skole fuld tid til næste år.

Og det værste?
Når man er selvstændig kan man ikke skyde skylden på andre end sig selv, hvis der er blevet lavet fejl. Det er ret skræmmende, og det har også virkelig været en udfordring for os begge, fordi vi begge er perfektionister helt ud til fingerspidserne. Men på den anden side føler vi, at ansvaret gør os skarpere og mere opmærksomme på, at det skal være så tæt på perfekt som muligt. Sat sammen med læringen fra lanceringen i år er vi sikre på, at vi kan gøre det endnu bedre næste år.

Hvilket råd vil I videregive til dem, der overvejer at gøre sit projekt til virkelighed?
Vær modig og spring ud i det, når du har undersøgt, om dit projekt holder. Spørgeskemaer og fokusgrupper er et uhyre vigtigt og effektivt værktøj! Tag imod sparring og feedback på det, du laver – det gør slutresultatet meget bedre, og vær forberedt på, at første gang vil der være fejl og ting, der kan forbedres. Det er helt okay, og noget vi alle oplever, når vi prøver noget nyt. Resultatet og processen vil aldrig være perfekt første gang, uanset hvor meget man ville ønske det.

Billederne er fundet på http://atelieraarhus.com/ 

Advertisements

Danmarks otte sprog
“Hvilke sprog er naturligt hjemmehørende i Danmark? Ifølge ethnologue.com er svaret otte sprog, hvoraf det ene er uddødt”. Kunstpause. Hvis nogen spurgte mig, hvor mange sprog vi har, ville jeg nok gætte på ét: Rigsdansk. Men i bogen “Sprog” står der altså syv; det ottende er uddødt. Men hvilke sprog er der så? 

  1. Dansk!
  2. Grønlandsk
  3. Færøsk
  4. Tysk: Mindretallet i Sønderjylland taler tysk.
  5. Dansk tegnsprog
  6. Jysk: Her bliver det spændende, synes jeg. For de fleste ville kalde jysk for en dialekt, men ifølge ethnologue.com er det altså et sprog: “De vestlige og sydlige dialekter er så forskellige fra standard-dansk, at mange fra de østlige øer har vanskeligt ved at forstå dem. Så ud fra antagelsen om intern forståelighed kan de anses for forskellige sprog”.
    Men hvis det handler om intern forståelighed, kan man vel argumentere for, at der findes mere end ét jysk sprog: sydvestjysk, hardsysselsk, sallingmål og thybomål for bare at nævne nogle stykker. Hmm, hvad synes I?
  7. Svensk: På ethnologue.com skriver de, at der tales svensk på Bornholm!

Jeg synes, sprog og dialekter er helt vildt spændende, især når så lille et land som Danmark kan have så mange forskellige måder at tale på. Sprog definerer, hvem vi er, og hvordan vi tænker. Eksempelvis findes der sprog, hvor verber er det samme i nutid og datid – og så bliver det automatisk mindre relevant, hvornår en hændelse fandt sted. For det er indlejret i sproget.

Inde på Københavns Universitet hjemmeside kan man lytte til alle dialekterne i Danmark, og det er altså virkelig underholdende og en god måde at øve sig på, hvis man gerne vil blive mega skarp i at skille dialekterne fra hinanden.

 

Mød hovedet bag #1

Hvad gør man, hvis man har tusindvis af gode idéer, men ikke aner, hvordan man skal få dem ud af kroppen, ned på papiret og frem i verden? Det tror jeg, der er mange, der ikke ved. Jeg går selv på et studie, hvor min hverdag og min hjerne fyldes med tunge teorier, der skal forstås, analyseres og sættes i relation til virkeligheden. Men jeg lærer ikke noget om, hvad jeg skal gøre af de idéer, der dagligt finder vej til min hjerne, og hvad man egentlig helt konkret gør, hvis man gerne vil være helt opfinder-agtig og finde på sin egen hjemmeside, fotoserie eller virksomhed. Derfor stiller jeg i denne føljeton af indlæg 10 spørgsmål til nogle kloge, seje og kreative hoveder, som jeg er inspireret af, fordi de har skabt deres eget!

I det første indlæg skal du møde Ann-Christine fra bloggen Valdemarsro. Den startede nemlig som et hyggeprojekt, men gik hen og blev hendes job. Og det, synes jeg, er mega imponerende! Derfor er jeg vildt beæret over, at hun har taget sig tid til at svare. Få hendes tanker og råd omkring det at blive selvstændig her! 

buket

Hvad fik dig til at starte din blog?
Det var tilbage i 2007, hvor jeg netop havde opdaget ‘blogverden’ og fik lyst til at skabe mit eget lille hjørne af internettet. Helt simpelt fordi det kunne være sjovt, og for at dele lidt af min hverdag med min mor og søster, som bor i Jylland – mens jeg selv boede i Sverige på det tidspunkt.

Hvilket univers ville du gerne skabe?
Et hyggeligt sted med fokus på de gode ting i livet – det har altid lige fra dag et været min tanke. At Valdemarsro skulle være et rart og positivt sted hvor jeg satte fokus på de ting der gør mig glad. Senere har det udviklet sig til at blive en mad-, rejse- og livsstilsblog som hovedsageligt har de tre fokus områder opskrifter, rejseoplevelser og guides samt livsstils områder som gode bøger jeg har læst, små glimt fra min hverdag, inspirationsindlæg  – og stadig og altid med fokus på de gode ting i livet.

Hvordan fandt du troen på, at du kunne skabe noget, som andre fandt interessant?
Jeg startede min blog op helt for min egen fornøjelses skyld – og der var ikke ret mange der bloggede på det tidspunkt. I mange år tænkte jeg ikke over min blog som jeg jeg skabte noget for andre – men mere, at jeg havde det helt enormt hyggeligt med at skabe noget for mig selv. Andre få bloggere begyndte at læse med efter et halvt års tid og jeg fandt ud af at det var ret hyggeligt at dele inspiration og små glimt. Det voksede meget langsomt over mange år, og i takt med at bloggen voksede gik det op for mig i løbet af 2012, at min blog kunne blive en kombination af passion, inspiration og at jeg ved at fokusere fuldt ud på bloggen og sige mit faste job op, kunne lave endnu mere af det jeg holdt af og som mine læsere også fandt interessant.

Hvordan var overgangen fra fritidsinteresse til fuldtidsbeskæftigelse?
Jeg havde tidligere haft egen webshop ved siden af min blog og mit fuldtidsarbejde, så jeg var vant til at arbejde en hel del. I forbindelse med at jeg sagde op på mit faste job for at blive selvstændig, solgte jeg også min webshop videre. Det betød, at jeg fik en masse tid til at holde fokus på blog, men for at få det hele til at hænge sammen freelancede jeg også en hel del den første tid. Efter et halvt års tid blev jeg dog mere og mere tidspresset og valgte at trappe ud af freelancearbejdet og gå fuldtid på bloggen. Rent økonomisk var det en rar tryghed at have muligheden for at lave freelanceopgaver ved siden af og rent tidsmæssigt var jeg vant til i forvejen at arbejde struktureret og mange timer – så overgangen var samlet set noget af et ønskescenarie for mig.

aeblecrumble

Hvilke overvejelser gør du dig i forbindelse med, hvad der skal udgives, og hvad du gerne vil holde privat?
Det føles meget naturligt for mig og er ikke noget jeg tænker meget over – det er en mavefornemmelse der er kommet over årene og har jeg været i tvivl, har jeg aldrig trykket udgiv. Jeg har altid gerne villet skabe en blog der er personlig, men ikke privat.

Hvad er det bedste ved at være selvstændig?
Friheden og muligheden for at kunne dedikere sig 100 % til ens passion.

Og det værste?
Ikke at kunne nå alt det jeg gerne vil – når jeg gerne vil …

Hvad er dit bedste råd til dem, der overvejer at starte noget selv?
At gøre det! Man skal ikke gå og bruge sin tid på at tænke at man skulle have gjort det eller fortryde senere at man ikke gjorde det. Langt det meste kan lade sig gøre med en glidende overgang fra fast løn sikkerhedsnettet til livet som selvstændig. Det kan være en periode med arbejde om aftenen, for derefter at gå ned i tid og senere arbejde lidt freelance ved siden af. – og så skal man huske på at bag langt de fleste succesfulde iværksætter er der også en del “mislykkedes projekter” som har været helt enormt lærerige.

Billederne er fundet på Valdemarsro.dk

Verdens bedste bananpandekager

… intet mindre! Jeg har årelang erfaring bag mig, når det kommer til bananpandekager. Jeg har været hele møllen igennem: smattede, tørre, usammenhængende og uden smag. Men med tiden har jeg knækket koden til de perfekte bananpandekager, og nu er tiden kommet, hvor jeg deler den med jer ;- )


Det skal du bruge:
1 moden banan
1 æg
2 spsk mel (hvedemel, rugmel, mandelmel, rismel etc)
1 spsk havregryn
1 spskkokosmel
1 tsk kardemomme
1 tsk kanel
1 tsk vaniljepulver
1 kvivspids salt
Smør eller kokosolie til stegning

Sådan gør du
Mos bananen, og bland alle ingredienserne udtagen fedtstoffet. Steg pandekagerne på forholdsvis høj varme, til de er gyldne. Spis med masser af topping og synk med masser af kaffe!

Toppings…
… kan varieres i de uendelige, men kan eksempelvis være:
– Frisk frugt
– Optøede frosne bær blandet med skyr/yougurt
– Kogt kondenseret mælk
– Honning
– Kokossukker
– Nutella/pålægschokolade
– Nødder og mandler
– Kokosmel

.. Eller bare det hele på én gang!

Sukkerfri hindbærmarmelade

Sommerhusture rimer for mig på morgenbadning, gåture og madlavning. Naturen er fyldt med gode sager, som venter på at blive plukket og blive brugt i madlavningen – helt gratis! Og når man bor midt inde i byen, glemmer man noglegange, at eksempelvis hindbær og ribs faktisk er noget, der gror på en busk og ikke bare automatisk lander i supermarkedet. 

I sommer plukkede jeg amok og lavede solbærsaft, ribsgelé og hindbærmarmelade. Her kommer opskriften på sidstnævnte. 

Det skal du bruge (ét stort glas)

  • 500 g hindbær
  • 2 dl vand
  • 3-5 dråber isis sød
  • Evt. atamon

Sådan gør du

Kog bær og vand op under omrøring. Lad det koge et 2-5 minutter alt efter, hvor udkogte du ønsker bærene. Du kan eventuelt blande atamon i (efter anvisning på pakken), da det forlængermarmeladens holdbarhed. Sluk for blusset og rør sødedråberne i, når blandingen ikke længere koger. Skold glasset og smør det eventuelt med atamon, inden du hælder den varme marmelade i.

Follow my blog with Bloglovin

Nogle dage i Portugal…

Jeg er lige landet i København efter nogle dage i Lissabon og et smut til landsbyen Sintra. Lissabon er virkelig smuk med sine mange bakker, udkigsposter, sporvogne og pastelfarvede bygninger. Desværre nåede jeg bare slet ikke at se nok.

En eftermiddag kørte vi til landsbyen Sintra, som ligger en halv times kørsel udenfor hovedstaden. Og det var faktisk dét, der gjorde allermest indtryk på mig. Det var virkelig, virkelig smukt og eventyragtigt med alle de skøre huse og slotte. Det er sjovt, hvordan der kan findes så mange små, specielle byer og steder at se verden over, som man ikke aner noget som helst om, før man pludselig er der. Vi var så heldige at blive kørt dertil af en lokal, som også gav en guidet tur. Landsbyen ligger midt i bjergene, så vi vandrede næsten helt til toppen – noglegange også offroad, ellers var det åbenbart ikke spændende nok ; -)
Jeg fangede desværre ikke nogle billeder af de smukke eventyragtige slotte, men tilgengæld stoppede jeg ved hver eneste lyserøde bygning – og det var ikke så få!

Processed with VSCO with c1 presetimg_5098img_5100

Follow my blog with Bloglovin

Københavnske gadenavne og pladser

Den anden dag, da jeg var på biblioteket, fandt jeg en bog, der indeholder beskrivelser på stort set alle københavnske gader og pladser. Det er ret sjovt at tænke på, at alle veje og gader jo har et navn af en grund. Så her kommer en forklaring på nogle af dem.

Blågårdsgade
Gaden har -som flere andre i kvarteret – en fortid som yndefuld lindallé i slottet Blågårds prægtige park, der gik fra omkring Slotsgade til Peblingesøen. Slottet blev bygget i slutningen af 1600-tallet og blev ejet af grev Holck, som var stråmand for Christian d. 7.

Gothersgade
Gaden blev først kaldt Ny Kongensgade, og efter fæstningens sløjfning i 1870 blev den forlænget til Sortedamssøen og fik ved begyndelsen af voldkvarteret en pendant i Vendersgade, idet navnene stammer fra de danskekongers titel, hvori “de venders og de gothers” indgik.

Åboulevard
Boulevarden er anlagt over den gamle Ladegårdså, der er gravet i middelalderens slutning som led i Københavns vandforsyning. Åen skaffede vand til København fra Damhussøen og Lundehussøen. Åen blev tildækket i etaper fra år 1897, og Åboulevarden opstod. Tidligere havde der gået smalle veje på begge sider af åen.

 
Follow my blog with Bloglovin

El Raval: Stemninger og steder at opleve i Barcelona #2
Kender I den der magiske følelse, man kan fremkalde, når man tænker på et særligt sted eller en særlig tid? Mens man var i det, var alt ikke ligefrem lyserødt, men når man ser tilbage på det, husker man kun, hvor eventyrligt det var, og hvor glad man var helt ned i maven. Sådan har jeg det med min tid i Barcelona. Den vibe, der er i Barcelona, er så meget anderledes end den, der er i København, og jeg drømmer mig dagligt tilbage til de lune dage, hvor spansk ordlyd konstant ramte mine øregange, og hvor man lige snakkede med eller kiggede lidt mere på folk, man ikke kendte, end vi nogensinde kommer til her i Danmark.

Vi fik os nogle yndlingsspots og favoritsteder, som bare havde en helt særlig stemning over sig, der er svær at beskrive, men som bare skal opleves. Her kommer min første favorit: Bydelen El Raval.

5

El Raval ligger i området til højre for den berømte og berygtede Rambla, når man har Plaça de Catalunya i ryggen. Raval plejede at være et lidt snusket område fyldt med ludere og lommtyve, men i dag er centrum for moderne kunst, svedige skatere og vintageshopping. Her bevæger man sig rundt blandt rullende skateboards, cigaretrygende piger med tatoverede arme og piercede ansigter, slentrende livsnydere og espresso- og øldrikkende cafégæster. Man kan sidde på pladsen foran MACBA (museet for moderne kunst) og beundre de mange skateres imponerende talent, mens solen varmer ansigtet og får fregnerne til at pible frem.

3

El Raval er fyldt med gode forretninger. Der findes et hav af vintagebutikker, der inviterer til skattejagt. Hos Flamingo Vintage Kilo betaler man efter kilopris, og man kan virkelig gøre sig nogle fine, unikke og billige fund, hvis man giver sig selv lidt tid. Kæden ligger flere steder i Raval samt i andre af Barcelonas bydele.

Der ligger generelt en del vintagebutikker i bydelen, så hvis man går på jagt, er man ret sikker på ikke at blive skuffet. Generelt er priserne på vintagetøj af god kvalitet virkelig lave i Barcelona.

2

Et andet sted, du bør lægge vejen forbi, er smykkeforetningen og -værkstedet Bagana BCN. Her sidder mor og søn bag disken for enden af den smalle, aflange butik og hamrer og sliber ringe, halskæder og armbånd, mens de sludrer med forbipasserende venner og bekendte og slubrer kaffe og ryger cigaretter. Under bordet ligger morens hund og hygger sig, og den er altid klar på at blive kløet lidt bag ørerne. Der er bare verdens hyggeligste stemning, og så laver de de fineste smykker. De laver gerne småændringer på smykkerne, hvis der er noget, der ikke helt falder i din smag; for eksempel en guldbelægning eller et mindre vedhæng i halskæden.

4

Når vi var i Raval, købte vi vores kaffe i Buenas Migas. Jeg ved egentlig ikke, om man kan sige, det ligefrem var god kaffe, men en “dansk” kæmpe latte er svær at opstøve i Barcelona, og det kunne man altså få her. De laver desuden masser af lækre kager og varme retter, og caféen er et af de få steder i byen, hvor det er oplagt at sætte sig med sin computer og studere eller arbejde. Og ellers kan man jo altid tage kaffen med hen og se på skatere ;- )

Det var, hvad jeg havde at sige om El Raval for nu! Har I før lagt vejen forbi bydelen, eller har I fået lyst til det nu? 

Follow my blog with Bloglovin

Mød en fremmed

Jeg fik lige lyst til at dele et billede og en tekst fra et projekt, jeg lavede, da jeg gik på højskole. Opgaven var at møde en fremmed og tilbringe så meget tid med vedkommende som muligt. En virkelig grænseoverskridende, men rigtig spændende udfordring. Jeg stoppede Grethe på gaden og spurgte, om hun ikke gav en kop kaffe – det gjorde hun heldigvis.

Det er sjovt det her med at træde ind i et fremmed menneskes liv på dén måde – for alle har en historie at fortælle. En brast drøm, en succesoplevelse eller blot et syn på livet, som man ikke var blevet præsenteret for, hvis ikke man havde sat sig ned for at lytte.

Egentlig var der ikke sket det store i Grethes liv – måske blev jeg i virkeligheden lidt skuffet – men samtidig kunne hun fortælle mig om den store kærlighed til hendes mand og om at miste ham. Om det at skulle være sig selv efter så mange år. Og den historie i sig selv var simpelthen så fin, rørende og en lille smule trist. 

grethe

Hænderne knyttede
Blikket bange for at møde en fremmedes
Stuen vakuum pakket af tiden
Gul røg i mit røde hår

Hun peger på et billede
Hænderne holder luft
Minder ungt
Hjertet tungt
Blå øjne omkranset af år

Follow my blog with Bloglovin