Koldthævede truckerbadsboller
Den første halvdel af året boede jeg i en lille, hyggelig lejlighed på Nørrebro – uden et badeværelse. Når jeg fortalte til folk, at jeg som en anden kæmpebaby satte mig ned i en balje midt i køkkenet og sluttede et brusehoved til køkkenvasken, lignede de nogen, der havde fået et chok.
Men det var faktisk lidt en hyggelig tid. De fleste dage gik jeg i fitnesscenteret og tog et bad, men hvis tiden ikke lige var til træning, så satte jeg mig gladeligt i baljen og tog et forfriskende truckerbad. Aftenen før havde jeg så som oftest smækket en bolledej sammen og sat den i køleren. Når jeg vågnede, tog jeg dejen ud af køleskabet og lod den stå på køkkenbordet, så længe jeg kunne trække den. Mens jeg truckerbadede i baljen, hyggede bollerne sig i ovnen – og deraf navnet på opskriften!

14463627_10154620053059802_1234456541_n

Det skal du bruge:

  • 1/4 pakke gær
  • 1 liter vand
  • 1 dl rapsolie/olivenolie
  • 2 dl Grovvalsede havregryn
  • 2 dl kerner/frø*
  • 1 dl mandler
  • Tre-fire gulerødder
  • Hvedemel
  • Speltmel

*Jeg køber altid stenalder- eller knækbrødsblandinger, da de indeholder en masse forskellige kerner og frø som eksempelvis solsikkekerner, hørfrø, græskarkerner, chiafrø, hampefrø, nigellafrø, sesamfrø osv.

Aftenen før:
Rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt olie, gryn, kerner, mandler og revet gulerødder og rør sammen. Rør nu mel i, til dejen får den ønskede konsistens. Dejen skal være fast, men klistret. En god tommelfingerregel er, at dejen ikke må flyde for meget ud, når den lægges på bagepladen.

Om morgenen:
Tag dejen ud af køleskabet cirka en time, før bollerne skal i ovnen. Form dejen med to skeer dyppet i lunkent vand. Det skal dejen gerne være fast nok til. Bag i ovnen ved 180 grader varmluft i 15-20 minutter. Mens bollerne er i ovnen, kan du tage et bad, krybe i morgenkåben, tænde et par stearinlys og brygge en kop kaffe ;- )

Follow my blog with Bloglovin

Advertisements

Cremet græskarsuppe med toppingfest

Den anden dag lavede jeg denne søde, cremede græskarsuppe, der tager et øjeblik og passer perfekt til efteråret, som er lige om hjørnet. På toppen kom jeg cremefraiche og ristede græskarkerner, men det kan varieres i uendeligheder!

14459123_10154618397199802_1768631152_n

Det skal du bruge (3-4 personer):

  • 1 stort løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 lille hokaidogræskar
  • 1 spsk olie
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1/2 liter vand
  • Chilipulver
  • Paprika
  • Salt og peber

Sådan gør du:
Hak løg, hvidløg og hokaidogræskar i tern. Varm en tykbundet gryde op med olie, og svits løg og hvidløg til de er klare. Kom nu græskærternene i, og vend dem jævnligt i gryden i et par minutter, inden du hælder kokosmælk, vand og krydderier i. Lad blandingen koge, til græskarternene er møre. Blend suppen til den har en lækker, cremet konsistens og smag eventuelt til igen med salt og peber. 

Toppings
Hvad du vil toppe suppen med kan varieres i det uendelige, men her er listet en række forslag:

  • Cremefraiche/skyr/A38
  • Ristede og saltede græskarkerner
  • Stegt parmaskinke
  • Kalkunbacon
  • Fersken
  • Basilikum
  • Friskost
  • Rugbrødscroutoner
  • Kokoschips
  • Ristede og saltede nødder
  • Forårsløg
  • Æble
  • Pesto
  • Osv, osv, osv

 

 Follow my blog with Bloglovin

Spisesteder: Stemninger og steder at opleve i Barcelona #1

Under mit ophold i den katalanske hovedstad frekventerede vi ofte byens spisesteder, barer og vintagebutikker. Jeg vil så gerne dele ud af mine oplevelser af de steder, hvor vi satte vores ben igen og igen. Vi lægger ud med min top 3 over de bedste spisesteder!

El Céntric
På tapasbaren El Céntric i Raval er servitricernes humør svingende, men priserne stabile. Her findes de bedste patatas bravas i byen, men stort set alt på menukortet er godt og til billige penge. Blandt brune stole og hvide marmorborde langes oliven, vermouth og pan con tomato i lange baner over disken. Stedet er bare virkelig et besøg værd

El Centric, Ramelleres 27 

Makamaka
Den ene weekend har de tømt samtlige Vintage-butikker i byen for at iklæde sig festligt og farverigt 90’er-kluns, og den næste weekend holder de en sand fest og skåler i shots i baren, alt imens de balancerer med pomfritter, salater og milkshakes til sultne gæster.
Stemningen på Makamaka leder tankerne hen på en hip beachbar i det sydlige Californien – her er stemningen altid høj, tjenerne er fra hele verden, og du kan både være greasy og sund. Deres pommes med parmesan og hvidløg fik os til at komme tilbage igen og igen. Men deres knækbrød med hummus på billedet nedenfor var også en favorit.
Makamaka tilbyder alt fra burgere, pomfritter og drinks til læskende smoothies og de sprødeste salater – altsammen serveret med humor og lethed. Hvis jeg nogensinde skulle få mig et job i Barcelona, så ved jeg godt, hvor jeg først ville søge.

14390773_10154612627544802_5665190156759691657_n

MakaMaka, Juan De Borbon 76

Carrer de Blai
At tage til gaden Carrer de Blai er nærmest som at tage på pubcrawl i Jomfru Ane Gade – bare med det formål at spise tapas. Jeg fik anbefalet gaden af min spansklærer, som fortalte, at man skulle tage sig én eller to pinchos og en øl hvert sted og så gå videre til næste tapasbar. Pinchos er små stykker brød med varierende topping, og de koster oftest fra 1-2€ pr. stk. Mange af barerne i denne gade har faste tilbud på én pincho og én caña (en lille øl) for omkring 2€. Det er den bedste måde at kombinere madoplevelse med opvarmning til en bytur!

Carrer de Blai i Poble Sec 

Follow my blog with Bloglovin

Smukke solnedgange, grimme hunde og smalle gader
Barcelona er fyldt med varme dage, smukke solnedgange, smalle gader, billig mad og en  strandpromenade, som imponerer hver eneste gang. Med sine glade, hippie-agtige skatere og skøre, temperamentsfyldte katalanere, der bruger dagen på at drikke cortado og lufte hunde, forelskede jeg mig under mit udvekslingsophold langsomt, men sikkert i byen. Som en fyr man i virkeligheden faktisk slet ikke synes er særlig interessant, men som vedholdende insisterer på at give det et forsøg, hvorefter man pludselig er fanget i fælden: Forelskelse.

IMG_3214.JPG

I starten var jeg faktisk slet ikke imponeret. Hverken over menneskerne eller byens vibe generelt. Der var alt for varmt til min smag, folk blev fornærmet, fordi jeg ikke talte spansk, kaffen var dårlig og generelt virkede det bare som om, at indbyggerne ikke rigtigt var interesseret i andet end dem selv og deres nærmeste. De virkede bitre og snæversynede, og jeg savnede egentlig bare den rejse til Californien, jeg kom direkte fra, hvor folk var udadvendte, snakkende og havde et langt mere globalt udsyn.

Vi havde heller ikke ligefrem den bedste start: Vi var tre veninder afsted, men den ene af mine veninder kunne ikke få de kurser, hun skulle – der var rod med administrationen, hun blev sendt fra kontor til kontor, og alt foregik på katalansk. Jeg var så sur på spanierne og deres sygelige trang til at ville holde alt så spansk som muligt. En dag på vej hjem udbrød jeg til de andre: “Hvorfor fanden skal de også have deres eget ord for Cocktail og sandwich!? Kom nu videre”.

Men langsomt faldt alt på plads, min veninde fik sine kurser, vi gik i skole og lærte hver dag om spansk historie og kultur – og om Barcelonas. Spanien er ikke som Skandinavien eller USA (surprise). Landet har været igennem en lang periode med dårlige regeringer, en sejlende økonomi og kæmpestor ungdomsarbejdsløshed. Alt dette vidste jeg på sin vis godt, men jo længere jeg boede i Barcelona, jo mere gik det op for mig, hvordan alt dette havde indflydelse på min opfattelse af stedet. Og så forelskede jeg mig hovedkuls.
For det er netop alt det, jeg elsker byen for: En misundelsesværdig evne til at fokusere på øjeblikket, leve livet lidt langsommere, smile og drikke en fyraftensøl i solen eller skate og svede på pladsen foran MACBA. Der ér netop plads til at være den du er i Barcelona – de fleste håber bare, du lige gider at snakke spansk/katalansk, mens du er.

Mit største savn er uden tvivl: Katalanere, der tager deres hunde med alle steder hen, mens de råber “si o no!?” og spiser baguette til aftensmad kl. 23; Gamle mænd med stok over 70 år, der løfter brynene og siger “Hola guapa!”. Man bliver vel aldrig for gammel til at flirte!; Det spanske system, der sejler, når man mest har brug for hjælp; Carrer de Sant Miguel fyldt med dens gøende hunde og mærkelige, udefinerbare lugte; Alle de nye og dejlige venskaber og bekendtskaber; Den daglige gratis figen hos vores lokale grønthandler, som vi altid har den samme samtale med “Como estás? Bien?” – “Muy bien!”; At drikke desperados til solnedgangen på altanen; At fare vild i byens smalle gader, indimellem vintage-shopping og tapas; OG! At dele hver dag og alle oplevelser med to af mine allertætteste veninder. 

4

Inden længe har jeg tænkt mig at lave en række anbefalinger til, hvilke steder man bør opleve og hvilke stemninger man skal opsnuse when in Barca. For byen kan noget helt særligt, som ikke mange andre byer i Sydeuropa kan.

Follow my blog with Bloglovin

Det værste ved byen

I starten af 2015 skrev Sigurd Hartkorn Plaetner en klumme om byen. Den er humoristisk, men ordene rammer plet. Så derfor kommer her et gensyn med de bogstaver og sætninger, der giver min weekendhjerne lyst til at sætte tingene på stand-by, pakke den bil jeg ikke har og slå et telt op på en øde ø et sted i Sverige. 

Det værste ved byen er de unge, nervøse mænd på kokain og steroider, der med røntgenblik leder efter nogle sårbare knogler at knække.

Stressede karrierekvinder, der står for enden af kassebåndet med løftede øjenbryn og nærstuderer bonen, siden menneskelig mistro er deres primære grundfølelse, det er det værste ved byen.

Samt alle de ensomme fællesskaber i metro, bus og lægens venteværelse, hvor man lige præcis ikke har nok anledning til at henvende sig til sin sidemand og derfor ender med at kigge på de aktive Bluetooth-enheder på sin telefon og gætte på, hvem der er hvem.

Jeg ved ikke, hvad der er værst: De langsomme baristaer eller kunderne, som pointerer det, men begge er de det værste ved byen.

Og alle de passivt aggressive blikke, albuer, hentydninger, radiatorbank og ringeklokker, der på regnvejrsdage smitter hurtigere end ebola i en elevator. Storbyvanviddet, hvor Berlin forekommer tættere på end Ballerup, hvor der bliver set skævt til jysk klang på Nørrebro, og hvor man hører replikken: »Jeg er ikke dansker, jeg er københavner!«.

Det værste ved byen er, når man siger »Asfalten har vel ikke vundet, fordi jeg tager cykelhjelm på!« til sig selv og undgår Nørreport i myldretiden, fordi man er bange for terror.

De mørke stunder, hvor ingen kan høre de udelukkede unge mænd, der hvisker på anerkendelse, fordi de skræmte brøler mod islam, de korrekte råber mod racisme (selv om islam ikke er en race), og klummeskribenter, som undertegnede, blot står i kø for at synge til koret, at det er sådan, det forholder sig, uden at bidrage med andet end den konstatering, det er det værste ved byen.

Det værste er at være på røven, for du tjener ikke penge på byen, men omvendt, og penge er stærkere end den bedste intention. Mænd i midt-fyrrerne, der er kede af, at de aldrig fik den familie, og som står skulder ved skulder på toiletterne til de eksklusive prisuddelinger og sniffer om kap i et desperat forsøg på at få tiden til at gå baglæns, deres sørgmodige blikke er det værste ved byen.

At bevæge sig i byen, når man har tømmermænd og er blevet uvenner med sin kæreste dagen før. Når pigen, der i går var ens kæreste, ikke længere er det i dag, så er byen og al dens glæde og glans og positivitet det værste sted i hele verden at befinde sig. Når en person fortæller sin ven en sjov historie i toget, og alle andre i kupeen har lyst til at grine højlydt, men tvinger sig selv til at holde det ved et undertrykt smil rettet mod skødet.

Det værste ved byen er, at man kan blive så fucking sindssyg oven i hovedet over al den larm, demonstrative stilhed, alt det lort, stank, skønhed, forfald, gratis wi-fi, indifferens, coke og vanedannende forbrugslort, at man nogle gange overvejer at vandre ud i skoven med det eneste forsæt aldrig at komme tilbage.

Men uanset hvor meget jeg bræger som et sort hul fra mit semivinterdepressive tastatur, vil byen blot løfte indifferent på broerne, tænde et kloakdæksel og fortsætte med at være by.

Det er det absolut bedste ved byen: Den er, hvad den er, og jeg kan vælge at være med eller lade være … for byen er der også uden mig.

Follow my blog with Bloglovin

At starte fra begyndelsen

Velkommen til mit elektroniske hjørne. Her kommer det til at handle om lidt af hvert; fra køkkenhygge og kærlighed over sprognørderi og spiseglæde til tankevirksomhed og tidsfordriv samt ordleg og overtræk på kontoen. Kort sagt: Hvad mit hjerte er fuldt af, og hvad der dagligt får tankebægeret til at flyde over.

Jeg er glad for bogstaver og romaner og alt, hvad der findes herimellem; ord, tegn, sætninger, sprog og forståelse. Men min madglæde, skriveglæde og trang til at skabe rare stunder med dem omkring mig er også det, der får mundvigene til at vende opad og varmen i kroppen til at vare ved. Egentlig har jeg blot én altoverskyggende drøm: Jeg vil bare gerne være glad – ikke hele tiden, men bare lidt hver dag.

Til daglig læser jeg Sprogpsykologi, arbejder som tekstforfatter og bor i et lille kollektiv på Vesterbro. Jeg fotograferer, kæmper med tunge akademiske tekster, lytter til podcasts, støvsuger, sover lidt for længe, griner med mine venner, løber ture og bruger alt for mange timer på tidsfordriv.

Mine tanker om alle disse ting vil jeg gerne skrive ned – og jeg er sikker på, det både bliver interessant, humoristisk og grænseoverskridende undervejs. Jeg håber, I vil følge med.

Follow my blog with Bloglovin